Covid-19

SIF retningslinjer for Covid-19 

Vi glæder os rigtig meget til vores sæsonstart i næste uge. Pga. COVID-19 pandemien bliver alt imidlertid ikke er helt som det plejer, og derfor er det nødvendigt med flere informationer end vanligt før sæsonstart.

Indtil videre beder vi alle orientere sig i nedenstående, der tager udgangspunkt i gældende lovgivning og deraf afledte forholdsregler for indendørs idræt.

Vi skal passe bedst muligt op hinanden, husk derfor

  • Hvis du har symptomer på COVID-19 skal du blive hjemme
  • De hygiejniske retningslinjer skal overholdes. Herunder hosteetikette og hyppig håndhygiejne. Dvs. at du skal vaske hænder eller desinficere med håndsprit: 1) når du ankommer til hallen/salen og igen når du forlader den. Hvor der er flere sale/haller gælder det også færden mellem disse. 2) ved færden ind/ud af omklædningsrum 3) efter toiletbesøg
  • Hold afstand (følg anvisninger på skiltene) og undgå unødig ophold i omklædning/tilstødende rum

Uddeling i forbindelse med fødselsdage/afslutning er fortsat muligt. Dog skal det medbragte være indpakket stykvis fra producenten og alle skal udføre hånddesinfektion inden uddeling.

 Vi henstiller desuden til at alle bakker op om SIFs indsats i forhold til at undgå kontakt holdene i mellem:

  • Mød omklædt til træning
  • Orienter dig via skiltningen på dørene, der angiver eventuel behov for adfærdsregulering ved eksempelvis ensretning af færdsel ind/ud
  • Udvis tålmodighed og undgå at stimle sammen i adgangsvejene
  • Forlad omklædningsrummet umiddelbart efter træning
  • Kommer du for sent til træning - dvs. skift mellem hold i omklædning/sal er i gang - bedes du vente uden for, indtil det foregående hold har forladt omklædningsrummet
  • Benyt ikke brusebadene
  • Undgå ophold i omklædningsrum under træning.
  • Forlad omklædningsrummet umiddelbart efter træning

Særligt for forældre, der henter og bringer til gymnastik:

Vi anmoder om at børnene så vidt muligt bliver afleveret på parkeringspladsen eller uden for ved yderdøren, og at forældre ikke opholder sig i forrum/omklædning under træningen. Dog ser vi os nødsaget til en vis fleksibilitet i forhold til de mindste gymnaster, hvor forældre opfordres til at fordele sig i omklædning/forrum og overveje mulighed for at 'dele' tjansen med en anden forældre. Er ophold i forrum/omklædning nødvendigt henstiller vi til at man overholder afstandskravet.

Særligt til voksenhold, der anvender fælles træningsudstyr

Det er en fælles opgave at sikre afstand under træningsaktiviteten (2 meter). Bak derfor op om anvisningerne fra din træner. Der kan være visse træningsaktiviteter, hvor tættere kontakt er uundgåeligt. Her opfordres til inddeling i mindre grupper, der holdes adskilt fra de øvrige grupper under træningen. Bl.a. sikres hånddesinfektion og afspritning af udstyr under vejs, hvis grupperne skal dele træningsudstyr. Den enkelte deltager kan med fordel medbringe egen træningsmåtte, hvor en sådan er nødvendig for træningen. Men Husk! at opgaven med rengøring og desinfektion efter brug af fælles redskaber er et fælles ansvar.

 

Trænings- og omklædningsfaciliteter bliver rengjort én gang dagligt iht. sundhedsstyrelsens anbefalinger. Derudover har vi som forening udarbejdet en plan for rengøring og desinfektion mellem de enkelte hold. Dette gælder kontaktpunkter og anvendte redskaber. I praksis betyder det (og ovenstående) desværre at instruktørerne har fået flere ekstra opgaver, hvilket uundgåeligt vil influere på træningstiden. Men hvis alle bidrager til at overholde de opstillede anvisninger og byder ind, hvor der er mulighed, tror vi på, at der nok skal blive indarbejdet nogle gode og effektive rutiner de forskellige hold imellem. Hvis du har mulighed for at byde ind med hjælp til koordinering af indsatsen før/efter eget eller barns hold, må du meget gerne kontakte bestyrelsen. Det vil være en stor hjælp for instruktørerne, hvis der er opgaver, der kan uddelegeres til faste personer for kortere eller længere perioder af sæsonen.

Vi følger eventuelle justeringer i myndighedernes henstillinger og kulturministeriets retningslinjer for indendørs idræt, og vi vil gøre vores bedste for at holde alle orienteret om eventuelle ændringer til ovenstående. Er der spørgsmål og/eller kommentarer i relation til ovenstående forholdsregler beder vi jer rette henvendelse til bestyrelsen og ikke til den enkelte instruktør.

Smitteopsporing

Bliver du/dit barn testet positiv, opfordrer vi til, at du bidrager til effektiv smitteopsporing ved at sende en mail til næstformand Helga (naestformand@sifidraet.dk) og suppleant Bianca (kom@sifidraet.dk). Overvej og oplys os om eventuelle ønsker relateret til anonymitet. Ud fra de oplysninger du videregiver vil bestyrelsen tage hånd om nødvendige tiltag i forhold til at reducere eventuel risiko for smittespredning. Følgende kan være nyttige oplysninger: hvilket hold du er tilmeldt; hvornår du sidst har deltaget i træning; hvilken dato du blev testet positiv; om du er positiv med/uden symptomer og ifald, hvilke symptomer.

 

Vi ønsker alle en forrygende sæson for NU skal vi i gang - vi er klar, Corona eller ej!

Version 1 (Aug 2020)