Spring for Specialklasser

 

Specialklassetræningen er et ugentligt tilbud i skoletiden til børn i specialtilbud på skoler i Roskilde kommune. Tilbuddet imødekommer de udfordringer familier, med specialkrævende børn, ofte oplever med, at der ikke findes ret mange tilbud til disse børn generelt. For mange af disse børn er det første gang, de er i en "gymnastiksal", og den eneste gang om ugen de får rørt sig.

De faciliteter og rammer vi tilbyder i springcenteret er optimale i forhold til at kunne rumme de deltagende børns mange forskellige udfordringer. Samarbejdet mellem skolernes medfølgende pædagoger og vores uddannede instruktører gør, at der er ressourcer og tryghed nok til at kunne tilgodese den enkeltes udvikling.

Træningen rummer ca. 65 børn fordelt hen over en dag, og der er fokus på motorisk, kognitiv og social træning, der arbejdes med børnenes tålmodighed, udholdenhed, mod, balance, kropslig selvtillid og regulering af nervesystem. 

Fra de deltagende skoler er tilbagemeldingerne, at vi skal fortsætte indsatsen, da de kan se, at det udvikler børnene ”i deltagelse i fællesskaber” på en helt anden måde, end de før har set.

Erfaringen fra projektet vil blive overført til mulige hold for disse børn i foreningens almindelige holdtilbud. Og vi hjælper gerne videre ind i andre idrætsgrene og foreninger.

Indsatsen er et samarbejde mellem Roskilde kommune, skolerne og SIF Projekter, der gennemfører aktiviteter i dagtimerne. Derfor er alle i projektet ansat under almindelige ansættelsesmæssige forhold.

Projektindsats for børn i specialtilbud 2024-2025

Vores sponsorer